Beskrivelse af boligen
Gennemført lavenergivilla på lukket ugenert vænge, direkte klar til indflytning.
Skønt terrassemiljø - ALT er perfektionist vedligeholdt
Hvis du leder efter en indflytningsklar ét plans villa, perfektionistisk vedligeholdt, kunne denne bolig være noget for dig. Der er tale om en bolig på et lukket vænge, hvor der i alt ligger 14 dobbelte huse. – alle opført som lavenergiboliger med varmepumpe, som sikrer lave driftsudgifter. Denne som vi nu har fået til salg, er den eneste af slagsen med en meget rost grundplan, hvor alt går op i en højere enhed. Boligarealet på 118 m² er velindrettet ned til mindste detalje og boligen er stort set vedligeholdelsesfri.
Boligen er opført i kvalitetsmaterialer - gennemmuret og med 3-lags træ/alu energivinduer med energimærkning A2020. Genvex ventilationsanlæg sørger for et godt indeklima, og solceller og luft-til-vand varmepumpen giver et skønt indeklima hele året rundt med meget lave varmeudgifter (højt sat 4500 kr. årligt).
Også de udvendige omgivelser er en fryd for øjet; haven er – ligesom boligen - stort set vedligeholdelsesfri. Haven består af sydvest vendt terrasse og stedsegrøn bunddække, som nuværende ejer har sat stor pris på.
Boligindretningen byder på et fantastisk skønt og lyst køkken/alrum i skøn kombination til opholdsstuen. Fra alrummet er der udgang til den 75 m² store terrasse belagt med soldaterfliser. Højt til loftet og gode lysindfald i stue og køkken gør dette rum til noget særligt. Der er trælaminat gulve i hele huset på nær køkken, depot, bryggers og badeværelse. Køkkenet rummer meget skabsplads og husets "es" er det hemmelige uopvarmede depotrum i køkkenet, som kan anvendes til opbevaring af fødevarer, vin og køkkengrej. Alt inventar i huset er fra Svane Køkken.
I stue er der skjult kanal i væg fra tv-møbel til tv, og der er generelt tænkt på alt vedrørende el-løsninger og placeringer af udtag. Gips i alle rum, men med fin Troltekt i køkken og stue, som sikrer en rigtig god akustik. Herudover 3 gode værelser, super flot badeværelse med brus og afslutningsvis kombineret bryggers / hovedindgang.
Nærområdet er fantastisk. Friarealerne i området byder på fodboldbaner, bålpladser og petangbane. Tæt på vandrestier, marker og natur. Kun 1 km. til den populære landsbyskole i Engum, børnehave og SFO. Tæt på indkøbsmuligheder i både Hedensted, Bredballe Centret og Bilka.
Ekstra værksted på 9 m², som er isoleret og med overdækket areal til fx udekøkken eller loungemøbler. Der er forberedt til ladestander i carport.
Se salgsopstilling hos Home, Vejle sagsnummer 6110006543.